21. Slaget om Berlin foråret 1945
Efter det tyske nederlag ved Stalingrad vinteren 1942/43 og de allieredes landgang i Normandiet sommeren 1944 blev den tyske hær for alvor trængt. Det opmuntrede nogle officerer med oberst Stauffenberg i spidsen til et attentatforsøg 20. juli 1944 mod Hitler i hans østpreussiske hovedkvarter. Hitler blev dog kun lettere såret, og de sammensvorne blev henrettet samme nat i gården til Oberkommando der Wehrmacht i Bendlerstrasse i Berlin. Her står nu en beskeden statue, mens bygningerne er indrettet til museum over modstandsbevægelsen. Himmler fik arresteret 7.000 mistænkelige tyskere og dødsdømt 200, hvorefter den indre modstand mod nazismen stort set forstummede.

Den russiske fremrykning mod Berlin var nået til Warszawa i december 1944, og den sidste strækning mod den tyske hovedstad krævede yderligere fire måneder inden overgivelsen. Det skyldtes begge parters uforsonlighed, der førte til store tab og ødelæggelser, jo nærmere Den røde hær kom Berlin. Byen, hvis navn var magisk for russerne, blev første gang nævnt som mål 27. januar 1945 i marskal Zhukovs angrebsplaner.

Hitler havde udtalt, at russerne aldrig ville nå Berlin, men da de med 2,5 mill. sovjetiske soldater i slutningen af april var trængt ind i forstæderne, bredte panikken sig blandt indbyggerne. Indtil da var de blevet plaget af utallige bombeangreb, der havde dræbt 50.000 og drevet 3 mill. i kældre og beskyttelsesrum.

I januar 1945 var Hitler taget til Berlin, hvor han for det meste gemte sig i Førerbunkeren under Rigskancelliets have. Komplekset bestod af mange kældre under de affolkede regeringsbygninger mellem Wilhelmstrasse, Ebertstrasse og Vossstrasse, der var bevogtet af et særligt SS-regiment og havde flere udgange. Det var indkapslet i beton 16 meter under jorden, uden naturligt lys eller med kontakt til byen; ligesom ledernes dømmeevne var tiden her sat ud af kraft.
Mens det muntre liv fortsatte i etablissementer som Hotel Adlon, var det på Hitlers fødselsdag den 20. april rygtedes, at der ville blive uddelt madrationer fra hemmelige lagre. Mange berlinere kom op fra deres tilflugtsrum, men russerne var da så tæt på byen, at granatregnen fra de særlige stalinorgler ramte mange af de forkomne og udhungrede berlinere. Hitler forlangte af de forsvarende tyske hærenheder at de skulle uskadeliggøre de russiske artilleristillinger og udsendte derefter sin »Nero-ordre« (opkaldt efter den romerske kejser, der satte ild på Rom). Den gik ud på at ødelægge alt brugbart i byen: industrianlæg, el-, vand- og gasværker, broer, jernbaner, skibe, lokomotiver, biler, beklædnings- og fødevarelagre. SS-folk sprængte bl.a. Karstadt varehuset i luften, og 84 broer blev ødelagt. 25. april modtog telegrafkontoret i Berlin sin sidste melding: et held og lykke fra Tokyo.

Hitler havde i krigens sidste uger forlangt, at Berlin skulle omdannes til en fæstning, hvorefter Goebbels d. 9. marts 1945 havde udfærdiget en ordre om, at hovedstaden skulle forsvares til sidste mand. Byen blev inddelt i zoner omgivet af en ring 100 km uden om centrum, samt ved den gamle S-banering og inderst omkring regeringskvarteret og Mitte, der blev kaldt Zitadelle. Propagandaministeren havde håbet, at hæren ville strømme til byen, men de fleste soldater var blevet dræbt på østfronten eller var flygtet mod vest. 150.000 mand med sparsom ammunition og 40 tanks var alt, hvad der var tilbage til byens forsvar i april.

Goebbels forsøgte at opbygge en Volkssturm-hær af gamle mænd og helt unge drenge, der blev jaget ud i byen. Hitlerjugend, der var overbevist om, at det var deres pligt at dø for Hitler, blev organiseret i grupper; diverse korps tilknyttet Føreren samledes omkring Rigskancelliet, og byens hospitaler blev finkæmmet for folk, der var i stand til at holde på et gevær. En såkaldt tank-ødelæggelsesgruppe af oldinge på cykler blev sprængt i stykker ved deres første angrebsforsøg. Mange soldater brændte deres uniform og skjulte sig, men blev hevet frem og gennet i angrebsgrupper eller hængt. De sidste dage inden overgivelsen var der nærmest borgerkrig mellem de nazister, som ville kæmpe til enden, og de mere fornuftige som ønskede en overgivelse.

Russerne anvendte særlige mobile kampenheder bestående af to tanks, infanteri, ingeniørsoldater, flammekastere og anti-tankkanoner for at nå frem til regeringskvarteret. 27. april var Zitadelle omringet, og dagen efter var linjerne gennembrudt, så Zhukov efter Stalins ønske skulle prøve at nå Rigsdagen den magiske 1. maj.
Mange af de berlinere, der havde skjult sig i tunneller, druknede, da SS-ingeniørfolk kynisk åbnede for vandet fra Landwehrkanal for blot at forsinke den russiske fremmarch fra Anhalter Bahnhof til Rigskancelliet nogle få timer.
28. april var Rigsluftfartsministeriet og Førerbunkeren omringet. Samme dag forhandlede Himmler med vestmagterne gennem den svenske grev Bernadotte ud fra ideen om at danne en nazistisk regering i Nordtyskland og selv blive ny tysk regeringsleder med allieret støtte. Hans forslag blev som ventet afvist, Hitler fik nys om sagen og valgte derefter selvmordet, som han forestillede sig som en af de store symbolske begivenheder i Tysklands historie.

30. april var Den røde hær nået til Museumsøen, men stadig måtte hver gade og karré nedkæmpes. Mange civile døde under finkæmningen, mens omkring 6.000 begik selvmord. Samtidig begyndte de voldtægter, der fra russisk side var en slags hævn over de overgreb, nazisterne havde begået i Sovjetunionen.
General Weidling forsøgte at overgive Berlin ved at opsøge det russiske hovedkvarter, og her underskrev han en kapitulationserklæring, der skulle træde i kraft 2. maj kl.13. De følgende dage fortsatte kampene imidlertid; 7. maj kapitulerede general-oberst Jodl på hele Tysklands vegne i Eisenhowers hovedkvarter i Reims, men da Stalin ikke var blevet orienteret om fredsforhandlingerne, måtte aktørerne flyves til Berlin, hvor ceremonien blev gentaget i forstaden Karlshorst dagen efter. Stedet er nu museum.

Kampen om Berlin havde resulteret i over 300.000 dræbte eller sårede russere. Omkring 1 million tyske soldater døde i byen eller i russiske fangelejre, mens 100.000 civile berlinere var omkommet. I to måneder efter sejren var Berlin omringet af Den røde hær, der fortsatte voldtægterne og plyndringerne.